Kopi eller Original – hvad vælger du?

Hvorfor er det egentlig at rigtig mange af os ender som kopier, i stedet for at stå ved dem vi er?

Rigtig ofte er det jo fordi nogle der har krydset vores liv mens vi var små/ eller lidt større små, har gjort os opmærksom på at det ikke var i orden. Vi skulle hellere tie stille, være som Susanne, være gode til at rydde op, lade være med at fylde så meget osv.

Og hvem har lige lyst til at være forkert? Så derfor er vi lige så stille begyndt at tilrette os den måde som andre vil have os til at være på.  Det kræver en masse hårdt arbejde, for hvornår ved jeg om jeg er i mål? Hvornår ved jeg om jeg er lige som jeg skal være?

Netop af den årsag er der så mange som går ned med stress i disse år. Vi har glemt at lytte til os selv, og vores egen indre stemme. Vi prøver igen og igen at være perfekte i alt hvad vi gør. Og er det lige et 24timers job at være perfekt husmor, mor, indretningsarkitekt, kollega, veninde, arbejdskraft, elskerinde/kone, stylist, datter osv?

Netop af den årsag elsker jeg at se andre mennesker finde ”hjem”. At se lyset i deres øjne, at høre glæden i deres stemmer, at høre at de kan mærke sig selv igen, og mærke hvad deres fremtid skal byde dem.

Ledere er jo også en slags mennesker Og derfor lægger jeg for tiden alle kræfter i en konference ”Lederen som stresspilot” der afholdes d. 20. september fra 13-17. 3 markante lederpersonligheder giver deres bud på hvordan man finder ”hjem” som leder. Hvordan det kan føles trygt og godt at være leder, og samtidig skabe de rigtig gode relationer, resultater og reaktioner.

For Danmark har brug for originale ledere, der er stolte, glade og ydmyge i jobbet som ledere. For det vil skabe tryghed, glæde og nærvær i personalegruppen. Og på den måde tør medarbejderne også være originaler. Og de vil blive brugt, som de helst vil bruges. Og det er jo i virkeligheden essensen af det hele:

Jeg vil bruges til det jeg elsker og brænder for – for så brænder jeg ikke ud og går ned!

Jeg håber med dette indlæg at have pirket til din nysgerrighed om at finde din ”hjem”. Og hvis du allerede er ”hjemme” – hvad kan du så dyrke endnu mere for at blive endnu mere dig?

Alt det bedste til dig

Lotte Klink

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *